Yggdrasilprisen 2018

Prisen for 2018 gik til Næstehjælperne – netværk for protest og praktisk hjælp til reformramte. Prisen blev overrakt af formand Ove Lund i forbindelse med generalforsamlingen den 2. maj 2019. Prisoverrækkelsestalen blev hold af cand.scient.pol. Adam Johansen:

”Det er særdeles berettiget, at Socialpolitisk Forening i Hovedstaden har valgt at give Yggdrasil prisen til Næstehjælperne for deres banebrydende socialpolitiske arbejde. Næstehjælperne har sammen med andre af de sociale modstandsbevægelser formået at organisere de, der er udpeget til at være de svageste i samfundet. Næstehjælperne har klogt og offensivt forenet politiske aktiviteter med et omfattende socialt hjælpearbejde.

Min baggrund for at stå her er, at jeg har undervist i socialpolitik og lavet undersøgelser af fattigdom. Af starthjælpen, af integrationsydelsen og af socialt belastede familier på almindelig kontanthjælp. Jeg fandt bl.a. ud af, at familier på almindelig kontanthjælp, før Thorning-regeringens kontanthjælpsreform i 2014, faktisk også syntes, at de var fattige. Og så er jeg bisidder for to reformramte.

Nogle af jer kender jeg, alligevel taler jeg i dag udefra.

Jeg har tre ting, jeg vil tale om. Først om hvordan Næstehjælperne skaber forandring; så om hvordan fattigdom er en politisk strategi, vi er oppe imod; og for det tredje om nogle skjulte sammenhænge.

FØRST OM FORANDRING

Næstehjælperne blev dannet på Facebook i sommeren 2016 som en direkte følge af kontanthjælpsloftet. Fra start af ville Næstehjælperne kæmpe for at ændre lovgivningen om fleksjob og førtidspension og om sygedagpenge. Næstehjælperne har aktioneret imod fattigdom og har protesteret imod ghetto-pakken.

En af de første aktioner var i julen 2016, hvor Næstehjælperne pyntede busskure op, så de kunne huse de mange flere, der ville blive hjemløse af de lave ydelser, Jul i Lykkeland. Den seneste protestaktion er hjerteaktionen for Danmarks 64.500 fattige børn, og den aktion er stadig er i gang.

Næstehjælperne er en del af de sociale modstandsbevægelser, der på forskellig måde arbejder imod social ulighed og for social retfærdighed. Sammen med Jobcentrets Ofre har Næstehjælperne aktioneret imod den restriktive praksis på førtidspensions- og sygedagpengeområdet i Københavns kommune. Og modsat, har 23 Næstehjælperne også demonstreret til støtte for Norddjurs kommune, der til forskel fra København har fortolket samme lov til at give mange førtidspension. Næstehjælperne har et bisidderkorps, live-streamer deres aktiviteter og sender Bisidder-TV mm.

Samtidig er Næstehjælperne et netværk, der med flere end 20.000 deltagere på Facebook, organiserer indsamling og uddeling af mad, tøj, legetøj og alt mulig andet, hvis det kan skaffes frem.

Den praktiske hjælp afhjælper de afsavn, som økonomisk fattigdom og smalhals medfører. Næstehjælperne udfører et kæmpe socialpolitisk arbejde, som er en direkte følge af et politisk flertals beslutninger i Folketinget og i kommunerne.

Næstehjælperne er udtryk for noget nyt. De seneste 20 år er der politisk skabt fattigdom i Danmark, i begyndelsen med integrationsydelsen i 1999, så med starthjælpen i 2002 også med det første kontanthjælpsloft i 2006. Og videre frem. Men ikke før end med Næstehjælperne er det lykkedes for de reformramte, for de fattiggjorte, selv at organisere sig.

Det er en socialpolitisk bedrift, og det giver tro på forandring.

Næstehjælperne skriver, at de nyder at gøre noget sammen og for hinanden, og at der opstår nye venskaber. Næstehjælperne viser, at den afmagt og isolation, fattige og syge kan havne i, kan vendes til fællesskab og handling. Sammen er vi stærke, siger Næstehjælperne.

Og så er jeg kommet frem til noget afgørende for kampen imod fattigdom. En ting er, at de, der forsørges af overførselsindkomster, udskammes, noget andet er, om de faktisk tager skammen på sig. Fra forskning i fattigdom ved vi, at de, der ikke kan forsørge sig selv, ofte skammer sig. Som en mor sagde til mig i et interview, ’når man er på kontanthjælp, er man ikke noget’. Igen, det var før kontanthjælpsreformen i 2014, så hun modtog fuld kontanthjælp.

Fra forskning ved vi, at også i tidligere tider, hvor bistandsmodtagere blev set på som personer med forandrings- og udviklingsønsker frem for som arbejds- og forandringsuvillige, at selv dengang i 1970erne følte folk skam over at være offentlig forsørgede.

Dogmet om selvforsørgelse er dybt forankret i vores kristne og sociale kultur.

I nyere forskning om fattigdom fortæller nogen med egne ord – også store børn, at de skammer sig over at være fattige. Andre siger det indirekte, fx fra min undersøgelse, ’jeg går ikke til forældremøder på skolen, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, når der er indsamling til en hyttetur’. Eller en dreng på 10 år, ’jeg skammer mig ikke over min mor, jeg skammer mig overfor mine klassekammerater’.

Ud fra empiri og teori om skam, tænker vi, at skam er en følelse, en tanke om, at man som person, pga. af hele ens selv, er en skidt karakter. Man er selvforskyldt fattig eller syg, eller hvordan man nu er uværdig. Psykologien er i princippet magtesløs overfor strukturel skam, skam kan ikke fjernes med terapi. Skam er en social følelse og kan kun modarbejdes socialt. Skam kan vendes til vrede og til stolthed gennem fællesskab med andre og udadvendt handling. Nogle undersøgelser viser, at skam over ikke selv at kunne forsørge sig er udbredt i mange lande, selv lande med et helt andet omfang af fattigdom og en anden kultur.

Det er blevet fortolket til, at et lands sociale orden, et lands magthavere og deres herredømme bygger på skam og på at holde live i og evt. forstærke skam. Jeg ved ikke, hvor vigtig skam er for magtstrukturerne i Danmark – det er ikke undersøgt og det er svært at undersøge, for politisk skabt skam vendes indad og blokerer for handling.

Jeg tænker, at det Næstehjælperne gør, modvirker og vender skam til vrede, til større kontrol over eget liv og til kollektiv handling. Det kan være befriende for den enkelte, og når de fattige i fællesskab ikke affinder sig med fattigdom og politisk ydmygelse, kan det blive en udfordring for den bestående orden.

OG SÅ TIL: HVORFOR FATTIGDOMMEN SKAL VOKSE

Mit andet punkt er at sige noget om, hvordan det er en politisk strategi at sørge for, at fattigdom vokser og forværres. Jeg bevæger mig ud på dybt vand, for det er også nødvendigt at kunne svømme derud. Det er nødvendigt at analysere hvad der foregår og tænke politisk. Det stiller de fattige bedst mulig, når vil bekæmpe fattigdom, og det sociale systems mistro og mishandling af syge.

Hvad ved vi snart sagt ikke om fattigdom i Danmark og i de lande, vi ligner mest?!

Vi ved efterhånden rigtig meget, vi ved, hvordan fattigdom kan forvride og forkvakle børn og voksnes liv, når de her og nu lever med afsavn og social isolation, når de lever med vanskelige relationer imellem børn og forældre, og når de skal affinde sig med myndigheders restriktive praksis og moralske frem for faglige vurderinger.

Det sociale system kan spille en selvstændig rolle i varigheden af fattigdom og endda forværring af sygdom. Udueligt forvaltningsarbejde, hvor fx ressourceforløb trækker ud i årevis med gentagne arbejdsprøvninger, bortkomne journaler, gentagne lægeerklæringer og tilsidesættelse af fagfolks, selv lægers vurderinger, kan forværre konsekvenser af en lav indkomst og af et skrøbeligt helbred.

Vi ved fra forskning, hvad fattigdom kan betyde for den enkeltes tilværelse på længere sigt og for samfundet. Vi ved fx, at starthjælpen ikke har skaffet flere i arbejde over sigt, men at den har styrket sandsynligheden for, at de som voksne får kortere uddannelser og dårligere indkomster end deres jævnaldrende. Sandsynligheden for, at starthjælpsmodtagere begår mere berigelseskriminalitet, er vokset.

Vi ved, at måske 100.000, hvis ikke flere, familier ikke får nok at spise. Vi har endda fået Institut for Menneskerettigheders ord for, at integrationsydelsen sandsynligvis er i strid med Grundloven. Det kan kun afgøres, hvis familier på integrationsydelse går til Højesteret.

Den viden er afsæt for min anden pointe. Det nuværende regeringsflertal er fuldstændig upåvirkelige for rapporter og undersøgelser af fattigdom. Flertallet er ikke til at råbe op. Den omfattende dokumentation for konsekvenser af den politisk igangsatte fattigdom ser ud til at være ligegyldig.

De ser på de politisk fattiggjorte som instrumenter for en strategi, hvor de fattiges situation for så vidt rager dem en høstblomst. Der er sikkert mere på spil, men jeg tænker, at fattigdom indgår i en politisk strategi for bestemte interesser. Det er måske lidt vidtløftigt, men jeg tænker, at kampen for afskaffelse af fattigdom, som Næstehjælperne går forrest i, er oppe imod nogle tunge dynamikker og interesser.

Fattigdom kan berige de i forvejen velstillede, ikke mindst kapitalejere, der kan få arbejdskraft til lavere løn og dermed større profit. Fattigdom er et genialt værktøj til at sænke lønnen.

Fattigdom disciplinerer dem, der har et arbejde, til at se positivt på arbejdspladsens formål og glemme alt om interesseforskelle, uanset hvor nedslidte og stressede de er. Bid smerterne i dig og opgiv tanken om at søge pension. Fattigdom er med til at lukke munden på de ansatte og få dem til at holde ud.

Fattigdom betyder mindre glæde af den kollektive beskyttelse, som velfærdsstat og socialpolitik kunne være, imod markedets og effektiviseringers mulige brutalitet i form af sygdom og udgrænsning.

Så er det sagt. Der er andre faktorer end fattigdom, der svækker lønarbejdernes interesser. Men fattigdom indgår i en interessekamp, der ikke er så fjern fra Næstehjælperne, som det umiddelbart kunne se ud.

Kampen imod fattigdom er også oppe imod en masse indpakninger og tilsløringer.

En indpakning er at afvise, at der overhovedet findes fattige i Danmark. Jeg tror faktisk, den påstand deles af mange ud over de borgerlige partiers vælgere: ’Der er da ikke nogen der sulter i Danmark. Hvis de ikke har mad nok, er det deres eget valg.’ Forestillingen om velfærdsstatens sikkerhedsnet, og det politiske misbrug af, at Carina ikke var fattigdomsgrænse-fattig, er udbredt. Næstehjælperne ved noget andet.

En anden indpakning er at forbinde flygtninge og indvandrere med næsten alle sociale problemer. Alt fra kvinders ligestilling, til kriminalitet, og til belastede boligområder knyttes til bestemte udlændinge. De er rambukke for sociale forringelser på alle mulige områder. Det gælder også fattigdom.

For det tredje. Starthjælpen blev indført med et formål om beskæftigelse og afskrækkelse fra at vælge Danmark som asylland. Men starthjælpen var samtidig et politisk eksperiment for at se, hvor langt indtægten for en offentlig forsørget familie kan presses ned. Et eksperiment som så kunne bane vejen for at indføre fattigdom for andre. Det er fattigdom som politisk strategi, og den fortsætter. Det nugældende kontanthjælpsloft og time-reglen er skrappere regler, end de var under Anders Fogh Rasmussen.

En fjerde indpakning er påstanden om ’dem og os’. Den er sejlivet. Der er ’os’, de der er i arbejde og har mere til fælles med deres arbejdsgivere og ledere end med dem, der er offentligt forsørgede. De er ’dem’. De, der er på dagpenge, på pension og på efterløn, kan ’vi’ nok identificere ’os’ med, men kontanthjælpsmodtagere er ’dem’. De er stemplet til at være en samlet gruppe af afvigere i forhold til arbejdsnormen.

Til sidst. Der sker en bevidst tingsliggørelse af os som mennesker, vi reduceres til at være arbejdskraft og arbejdskraftreserve. Vores sygdomme og tilkæmpede goder står i vejen. Det er forklaringen på, at Claus Hjort Frederiksen til bage i 2008 sagde om unge med skizofreni, at ’det nytter jo ikke noget at sætte deres ydelse op, for så bliver de ikke raske’. Et andet eksempel på tingsliggørelse var, da Merete Vestager sagde de berygtede ord, ’sådan er det jo’, som kommentar til at gøre afstanden fra dagpenge til kontanthjælp kortere, og tingsliggørelsen forklarer også, at Løkke som argument for tilbagetrækningsreformen udtalte, ’jeg vil ikke risikere, at en person der kan arbejde, går på pension’.

Sygdom og nedslidning er politiseret. Vi skal arbejde til vi segner, og til det formål er fattigdom en virksom trussel.

SKJULTE SAMMENHÆNGE

Er der flere sammenhænge? Ja, det er min tredje pointe. Jeg vil nøjes med to eksempler på sammenhænge, som ofte skjules. Politiske forhold, som hænger sammen, bliver ikke sat sammen.

Den ene sammenhæng er, hvem der er berettigede til samfundets hjælp, og hvem ikke.

Finanskrisen i 2008 blev udløst af bankerne, alligevel trådte regeringen til med bankpakker. Bankerne fik penge finansieret af skatteyderne uden nogen modkrav, fx om at betale tilbage, når bankerne igen var oppe og køre. Her sagde Sass Larsen noget rigtigt, ’det er Danmarkshistoriens største tyveri’. Bankerne var berettigede til samfundets hjælp.

Andre er mindre berettigede til samfundets hjælp. Reformen af fleksjob og førtidspension fra 2013 blev direkte begrundet med, at samfundet skulle spare. Min pointe her er, at til trods for indpakning om glæden ved at arbejde, ressourceforløb og borgernes medinddragelse, meddelte Mette Frederiksen de, der er for syge til ordinært arbejde og til fleksjob, ikke er værd at bruge så mange penge på.

De reformramte er mindre berettigede til samfundets hjælp. Mette Frederiksen sad i en regering, der både sparede på fleksjob og pension og på kontanthjælpen. Unge familier kunne med kontanthjælpsreformen i 2014 risikere at miste mere end 8000 kroner i kontanthjælp hver måned. Regulering af overførselsindkomster blev også udhulet under Helle Thorning.

Samtidig bidrog Thorning-regeringen til den linde strøm af skattelettelser til de velstillede. Skattelettelser fra 2002 frem til i dag betyder, at 52 mia. er foræret væk. De mangler i statskassen hvert år.

Generøse bankpakker og skattelettelser samtidig med færre penge til de arbejdsløse og syge giver ikke logisk mening, men det giver mening, hvis man har øje for, at samfundet er et klassesamfund. Den sammenhæng er næsten blevet skjult.

Det andet eksempel er SKAT sammenholdt med kontrol af indkomst og formue. Jeg tænker på, at da Fogh Rasmussen fyrede en masse ansatte i SKAT, var det et højtråbende signal til de rige om at berige sig.

Samtidig er kontrollen med overførselsindkomster blevet skærpet med nøjeregnende grænser for indkomst og formue. Adgangen til forsørgelse begrænses af tvang og sanktioner mod de, der har størst behov.

Igen, det giver ikke logisk mening.

Klassiske sanktioner på jobcentre og i forvaltningen har skabt et jobcentersyndrom, hvor de fattige og syge frygter det sociale system og de ansatte. Synlige og effektive tvangsmekanismer kombineres med en indtrængen i det indre, hvor den syge og fattige skal føre en kamp imod sig selv. Den udpining af sjælen kan kun have fordel af skamfølelse.

Og så til slut mine ideer til

FORANDRING

Der er en regel på Næstehjælpernes Facebook side, om at man kun må give råd, hvis man har fået tilladelse. Det er klogt, for man kan være så træt, så træt, af at få gode råd, ikke mindst fra sagsbehandlere - og bare have et behov for hjælp.

Jeg vil til forskel fra personlige råd nogle give politiske råd og ideer.

Næstehjælperne har stærke alliancer med de andre modstandsbevægelser og med frivillige organisationer som fx Mellemfolkeligt Samvirke. Sådanne alliancer er guld værd. Der sker også meget andet i verden, som er af betydning for de reformramte, fx i boligområderne. Jeg vil holde mig til fattigdom og sygdom.

De, der ikke er reformramte skal gøres opmærksomme på, at de lynhurtigt kan blive det. Alle kan blive arbejdsløse og syge, og der er en meget kort vej fra arbejde til kontanthjælp.

Den risiko situation, tænker jeg, skal udnyttes af Næstehjælperne sammen med andre til at skabe endnu stærkere alliancer for at få fattigdom afskaffet og få sygdom gjort fri af beskæftigelsespolitikken.

Jeg tænker på at nå dem, der er i arbejde. De skal vindes for at indgå i kampen imod fattigdom og moralisering af sygdom. Den kamp er i deres egen interesse, faktisk i deres meget nærgående interesse.

Jeg tror ikke Folketingsvalget vil ændre meget, måske vil loftet blive afskaffet, men med hvad? Det er uklart. Nok er Mette Frederiksens udmelding om en ret til tidligere tilbagetrækning for de nedslidte utydelig. Men udmeldingen gør klokkeklart, at hun ikke vil ændre afgørende på fleksjob- og førtidspensionsreformen. Der skal et kæmpe politisk pres til. Det er Næstehjælperne allerede i gang med.

Næstehjælperne kommer fortsat til at knokle på. Alle de sociale modstandsbevægelser er nødvendige, men der skal ske noget mere, hvis det skal rykke politisk.

63 faglige og sociale organisationers Værdig-Reform var noget nyt, fordi fagbevægelsen engagerede sig i de reformramte. Vi mangler, at fagbevægelsen engagerer sig stærkere i en mobilisering for at ændre fleksjob- og førtidspensionsreformen.

De, der er i arbejde, skal også vindes for, at alliere sig med de reformramte imod fattigdom. Næstehjælperne skal, efter min mening, opsøge dem, der er i arbejde og deres lokale fagforeninger, for at få dem til at tage affære sammen med de reformramte.

Der er en mur af ’dem og os’ at bryde igennem, men den er gjort svagere. Der er tegn på, at nye alliancer er mulige. Hvem havde fx set musketer-eden komme, og hvem havde set DJØF-formanden for de dommerfuldmægtige være en af de ihærdigste aktivister.

Der er stadig en mur at bryde ned, for der er ikke tradition for, at fagbevægelsen kæmper for de ikkeorganiserede med mindre, de er i arbejde. Men situationen har ændret sig med den korte dagpengeperiode. Og der er tegn på nye solidaritetsformer.

Her i lokalet sidder der måske også nogle socialrådgivere og andre ansatte i kommuner, måske endda fra jobcentre i Københavns kommune. De 11 socialrådgivere fra Lærkevej, der stod frem, var modige. De skrev om arbejdsforholdene som en forhindring for det sociale arbejde.

Det og demonstrationerne udenfor Lærkevej banede vejen for forsøg med forbedringer af de ansattes arbejdsforhold. Men det er ikke nok for de reformramte. Den kommunalpolitisk besluttede praksis kan ændres meget. Det gælder også for de fattige.

Kan de ansatte ude i forvaltningerne også handle politisk for at ændre praksis i det sociale arbejde med sygdom og fattigdom?!

Næstehjælperne er af stor betydning for praktisk hjælp til mange fattige. Derfor er Næstehjælperne – for protest og praktisk hjælp til reformramte en stærkere protest bevægelse, end hvis Næstehjælperne kun var politisk.”

 

    Linda Villadsen, initiativtager til Næstehjælperne