Yggdrasilprisen 2017

I 2017 gik prisen til tidl. medlem af Folketingen Özlem Cekic for hendes initiativ til  dialogkaffe og etableringen af foreningen Brobyggerne, som viser betydningen af, at der er langt mere, der binder os sammen som mennesker, end der adskiller os’  . Prisen, der blev uddelt den 2. november 2017, blev overrakt af Astrid Haug, forfatter til bogen Fremtiden tilhører de frygtløse. Else Hammerich, medstifter og tidl. leder af Center for Konfliktløsning m.m.m., holdt prisoverrækkelsestalen:

Nogle tanker om dialog og Özlem Cekic v/Else Hammerich

Ved prisuddelingen var jeg bedt om at tale om ’samtalen som redskab til at løse konflikter’ og gjorde det gerne, for Özlem Cekics værk er værd at fejre.  Det består at ti års samtaler med folk, som mildt sagt er uenige med hende og sender hende hademails, fordi hun er muslim og taler for muslimers ret til at blive respekteret.  Plus hendes nye bog om disse samtaler ’Hvorfor hader de dig, mor’?

Artiklen bygger på min tale ved prisuddelingen:

”Hver gang jeg tænker på den bog, giver det et gib i mig af glæde, ikke bare fordi det er en kvindes værk – vi har jo så mange foregangsmænd  i den ikkevoldelige branche, Gandhi og Tutu, blot for at nævne to.  Nu er det en kvinde, der går nye veje. Det føles ikke dårligt. Men også fordi Özlems dialoger og hendes bog er noget af det mest lovende, jeg har set i de mere end 30 år, jeg har arbejdet med det konfliktfaglige.

Hendes initiativ er en nyskabelse. Ikke fordi dialog er noget nyt. Cicero sagde fx for godt 2000 år siden: Der er to måder at løse konflikter på, - gennem forhandling og gennem vold. Den første måde er for mennesker. Den anden er for vilde dyr

 Det nye er, at Özlem faktisk gør noget originalt ved det, her og nu, hvor det er allersværest. Hun bevæger sig ind i et nyt område nemlig ind i et samfundsproblem, der er ved at splitte Danmark ad. Et område, Danmark har svært ved at håndtere: at landet hænger sammen med hele verden, at der kommer flygtninge, migranter, folk med fremmede kulturvaner. At de kommer pga. noget som hærger denne klode. Ulighed, klimanedbrud, krige. Det bliver ved og ved. Verden er her allerede. Det skaber frygt og bitterhed, som mennesker vender imod hinanden. Vi har fået et forbitret klima – det hårdeste jeg kan mindes. Og det er netop de forbitrede, Özlem kører ud til. Hun taler med dem, som lægger hende for had - det er det nye.

Plus, at Özlem virker i et svært felt, nemlig befolkningsgrupper i modstrid. Her er dialog nok det eneste brugbare. Et eksempel fra den anden side af kloden: For nogle år siden uddannede vi fra det danske Center for Konfliktløsning en gruppe unge tibetanere, der skulle starte deres eget konfliktløsningscenter, Tibetan Centre for Conflict Resolution. Det fandt sted i Indien, hvor der bor 100.000 tibetanere i eksil.

Det viste sig nu, at der i den gruppe kommende trænere, vi uddannede, var nogle pinagtige problemer, som afspejlede en større konflikt i hele eksilsamfundet. Den ene part var en gruppe, som blev kaldt ’born in India’ – efterkommere af de tibetanere, som for mere end 50 år siden flygtede fra den kinesiske besættelse. Den anden gruppe var ’newcomers’, de tibetanere som nyligt var kommet til Indien efter en farefuld flugt over Himalaya.

Spændingen mellem de to grupper var fyldt med af fordomme. De nye flygtninge så de etablerede som privilegerede, sponsorerede og upatriotiske: mon de overhovedet ville tilbage til Tibet, så godt som de havde det i Indien? De, som havde boet deres liv i Indien, så de nytilkomne som uslebne, primitive, ’bønder’ med forkerte vaner: Mon de var buddhister på den rigtige måde?

Den indbyrdes modvilje var svær at rumme, især i en gruppe, der snart skulle ud og undervise andre tibetanere i konfliktarbejde. Vejen ud af fjendebillederne var, at de brugte time efter time på at tale fortroligt sammen, fortælle deres livshistorier, høre på de andres, fatte hinandens følelser og baggrund. Indse hvad der bandt dem sammen. Forstå de ulykkelige storpolitiske vilkår, som havde skilt dem ad. Dialog var det eneste, der kunne åbne til en ny venlighed, langsomt og prøvende.

Det paradoksale er, at den slags gruppekonflikter altid udspringer af større, politiske misforhold, og på samme tid er så dybt personlige. Det gjaldt i Indien med den kinesiske besættelse af Tibet, og det gælder i Danmark, med flygtninge og migranter fra krige og ulighed.  Det er på de vilkår, Özlems dialogkaffer finder sted.  Om de dialoger har hun skrevet sin bog

’Hvorfor hader de dig, mor?’ kan gå hen og blive en lærebog i dialog, men ikke en af de kedelige. Tværtimod griber den sin læser, for den er personlig og modig. Som fx der hvor hun fortæller om sit eget danskerhad, efter at hun som teenager følte sig udenfor og flere gange på åben gade blev antastet og spyttet på, fordi hun gik med tørklæde. Hun kastede sig over bøger om racisme og om jihad, og ’jeg begyndte at spare op til en flybillet til Afghanistan. Jeg ville ned og kæmpe med mine brødre og søstre mod Vesten’.  Hendes kloge imam hjalp hende på andre tanker, og efter mange lange samtaler ‘droppede jeg martyrdøden i Afghanistan og startede med at arbejde i Føtex.’

Det er ikke en korrekt lærebog, den er befriende uperfekt. Den skjuler ikke, at dialog er en svær disciplin, til tider umulig. Den fortæller om det mulige, men også om dialogens sammenbrud, om når man bliver hidsig, udmattet, giver op. Og netop fordi den afslører det svære og det, der ikke lykkes, bliver den troværdig: Man begynder at tro på, at selv mod tunge odds kan det lade sig gøre at opnå kontakt, se hinanden som mennesker, tale sammen - hvis man er villig til at forlade den vante tryghedszone for at møde ’fjenden’ på hjemmebane.

DIALOGEN I VERDEN

Dialogen kan lade sig gøre mellem mennesker, gælder det også i storpolitik? Dialogen trives i det, som Jürgen Habermas kalder livsverdenen – hvordan med systemverdenen? Kan Özlem Cekics erfaringer bruges i det store billede?

Hvordan står det til med dialog og forhandling som metoder til at løse politiske stridigheder -  i forhold til at sætte hårdt mod hårdt, og bruge militæret til at klare de værste konflikter. Hvordan er balancen mellem det, som Cicero – sat på spidsen – kaldte menneskets vej og de vilde dyrs vej?

Mange vil sige, at det ikke er et enten-eller men et både-og, og det er vel også det mest realistiske. ’Dialog er ikke den eneste vej, skriver Özlem. Til tider må der bruges magt og sættes hårdt mod hårdt. Som fx når hun i hademails bliver truet på livet, - så inviterer hun ikke til dialogkaffe, men ringer til politiet.

Men hvis det er et både - og, hvordan vægtes de to måder så, på politisk plan og internationalt? Hvilken reel chance får samtalen og forhandlingen af de politiske ledere - frem for trusler, oprustning og væbnet indsats?

FN traktaten prioriterer tydeligt her. Ikke alene er selve formålet for FN ’at frelse kommende generationer fra krigens svøbe’, men balancen konkretiseres i artikel 33 i traktaten. Før staterne griber til militær indsats, skal de ’først og fremmest søge en løsning ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig… eller ved andre fredelige midler’.  

Hvor alvorligt bliver det taget? Hvor meget sætter staterne ind på at bruge de konstruktive metoder, før de griber til militære trusler og aktioner?

Det er svært at konkludere præcist. Men man kan se på, hvordan de fredelige metoder prioriteres rent økonomisk.

Verdens samlede militære udgifter var i 2016 = 1.7 trillioner dollars. De samlede udgifter til alle FNs aktiviteter var 5.6 milliarder dollars. Altså udgjorde det, der betaltes til FN 0.33% af det, der gik til militæret.

So much for både/og - balancen: 0.33%

Hvad så med Danmark? Her i landet bevilges der mange penge til militær forskning og uddannelse, i Forsvarsakademiet, Center for Militære Studier mm. Der bevilges ingen statslige midler til forskning og uddannelse i konfliktforebyggelse og konfliktløsning. Folk der arbejder seriøst med at udvikle fredelige metoder må selv skaffe sig penge til det.

Til gengæld fik vi forsvarsforliget, et katalog over militær hardware: Flere kampvogne, missiler, torpedoer, panserværn, artilleri, osv., og flere soldater.

Alt sammen for ’at styrke Danmarks evne til at deltage i internationale militære operationer’, blandt andet til ’håndtering af irregulære migrationsstrømme’, altså folk på flugt fra krige og fattigdom.

Det er den dystre baggrund for det store, civile arbejde, der i dag gøres på alle kontinenter for at opdyrke konstruktiv konfliktløsning. Økonomisk set dråber i havet, men – tror jeg – dråber af stærk medicin, som breder sig i disse år. En af dråberne er Özlems værk. 

DIALOGENS VÆSEN

Men hvilken slags medicin er dialog? Hvad kendetegner den som konfliktfaglig metode?

Dialog er kernen i al seriøs konfliktløsning, både i hverdagsproblemer og i storpolitiske mæglinger mellem statsledere. Den er selve den kanal, som kan føre til kontakt, forhandling og saglige løsninger

Dialog betyder bare ’gennem ordet’, altså samtale, men ikke en hvilken helst slags. Ikke f.eks. forhandling, skænderi, forhør, interview, polemik, diskussion

Ordet dialog skævvrides dagligt, ’det må vi vist have en dialog om’ kan nemt betyde, at nu skal der gives en alvorlig afklapsning.

Hvad dialog mere præcist er, kan ses, når vi sammenligner med en anden slags samtale, nemlig diskussion, som har det formål at overbevise eller at træffe en beslutning. Fokus er på en sag, som man ønske afgjort, og diskussionen har sine spilleregler. F x må man ikke lyve eller forvrænge og man lytter på en måde, som er åben, uden dog at være ukritisk. Det ønskede resultat er afklaring og det bedste argument vinder.

Hvis det altså er en redelig diskussion og ikke en polemik, hvor alt er tilladt, hvor målet blot er at vinde over andre, hvor man forsvarer og angriber, også personligt, og hvor lyttemåden er selektiv; man leder efter svagheder, man kan slå ned på. Tilbage står en vinder og en taber, en del bitterhed og en skærpet modstrid.

I dialogen er målet at undersøge, for at forstå mening, værdier og baggrund både hos den anden og hos en selv.  Fokus er på at udveksle, rense kanaler og uddybe kontakt.  Man prøver at lytte åbent og nysgerrigt, også når man hører noget, som næsten er ubærligt. Resultatet er helt enkelt en større forståelse, en dybere viden..

Özlem beskriver meget godt forskellen på at tale for at overbevise og for at forstå: ’da jeg startede med dialogkaffe, handlede det for mig om at mødes med mennesker, som ikke brød sig om muslimer, for at gøre dem ‘gode’ … Jeg troede oprigtigt, at når mennesker var blevet racister, så var det, fordi de ikke kendte nogen muslimer.. . Hvis de mødte mig, og jeg kom med alle mine gode argumenter, så ville de blive gode igen… Jeg medgiver, at jeg har været ret naiv. I dag er jeg bare glad for, at mennesker, som har så stærke holdninger til muslimer, faktisk vil sætte tid af til at mødes og snakke. Jeg vil gerne lytte, ikke så meget for at overbevise som for at undersøge og forstå, hvor afmagten, frustrationen og vreden kommer fra’.

Den fuldkomne dialog beskrives i 1100 tallet ganske klart af en iransk teolog og jurist, Abu Hamid Al-Ghazali: ’at søge sandheden i den samme ånd som den, der leder efter en ting, han har mistet: han er ligeglad med, om tingen bliver fundet af ham selv eller af en hjælper. Han anser sin samtalepartner for en ven, ikke en modstander.’  

Sådan ser den helt rene dialog ud, og den er lige så mirakuløs, som den er sjælden. Men den bryder heldigvis tit frem, og når det sker, ser man hinanden som mennesker, der har det vigtigste tilfælles. F x i samtalen med Lone og Jimmy, som er så vrede på muslimerne og alle deres privilegier. Jimmy: ’muslimerne forlanger, forlanger og forlanger. Så er det, at folk siger, at ’de skal fandeme ikke forlange her’. Barsk tale, men Özlem opdager længere inde i samtalen, at der under denne vrede ligger nogle værdier, som hun deler med dem: Jimmy og Lone brænder for de svage, de vil så gerne have ordentlige levevilkår for udsatte børn og unge, men oplever, at velfærden hele tiden bliver forringet.   I denne fælles holdning hos dem og hende bryder kontakten og dialogen igennem. 

Dialog som metode er ikke en opskrift, man skal eller kan følge. Den er mere et mantra, en retningslinje, et ideal man prøver at holde sig tæt på. For igen og igen erfarer vi, at enhver konflikt er et virvar, et kaos, en bevægelig virkelighed, som totalt overgår lærebøgernes klare modeller og anvisninger.

Man kan have de bedste hensigter, og falde i, og her er bogen befriende ærlig. Som I samtalen med Angelo, hvis hadefulde og gentagne nedrakninger af muslimer kører hende træt, så hun til sidst eksploderer: ’Jeg er træt af mennesker som dig! Mennesker som konstant opildner til had og aldrig kan se de gode ting. Mennesker, som hader muslimer. Mennesker som ikke ønsker dialogen og hele tiden forventer, at andre skal tage sig sammen.’  Er Özlem helt ved siden af dialogens væsen her? Nej tværtimod, jeg finder hendes eksplosion langt mere ærlig og ligeværdig end hvis man opretholder en anstrengt venlighed, som kan føles nedladende og måske også er det.

Denne ligeværdighed bryder igen frem hen mod slutningen af samtalen, hvor de to sidder over for hinanden og er dødtrætte:

’hvordan kan vi sidde så tæt over for hinanden, men have så meget afstand imellem os? Hvordan er vi endt her? spørger jeg ham

 Det ved jeg ikke, siger han.

Det er trist, siger jeg

Det er meget trist. Det synes jeg også, svarer han.’

Her lever dialogens essens.. To mennesker ser på hinanden og siger, ’hvor er det trist’. De er dybt uenige, men de ser hinandens tristhed. Det vigtigste er ikke, om dialogen lykkes. men at den finder sted. Og at der opstår en mærkbar kontakt, en kanal, en sårbar åbenhed.

Jeg tror, meget af dette lille lands forbitrelse kunne lettes og afgiftes, hvis der blev ført mange flere uperfekte dialoger. Når vi taler med mennesker, der siger ting om fx. muslimer, flygtninge, migranter som vi ikke kan holde ud at høre på, kunne vi prøve at trække vejret, prøve at høre efter hvad der egentligt ligger de andre på sinde, så godt vi nu kan, i al uperfekthed. Kunne vi prøve at give noget af os selv i den samtale, tale ganske enkelt ud fra vores hjerte? Kunne vi indse vores tendens til at være selvretfærdige og bedrevidende og derved begrænse den? 

Alt sammen ud fra en simpel antagelse om, at mennesker inderst inde hellere ønsker fællesskab end fjendtlighed, hellere venlighed end bitterhed. For det er det enkle grundlag, som al dialog hviler på. Også Özlem Cekics værk.”